Vi er taget på et FANTASTISK eventyr med Phileas Fogg og Passpartout!
Phileas er en velhavende og smuk mand bosat i London. Han bliver sammenlignet med Lord Byron. Han er måske en kende eksentrisk, fx bliver han kaldt ‘automatisk’ af sin tjener og sammenlignet med dukkerne i Madam Tussauds: Alt fungerer efter en tidsplan med hr. Fogg. Samme plan hver dag, hvert minut. Han tæller skridt. Tøjet er nummereret. Hans gamle tjener blev fyret, da barbervandet var to grader for koldt, BEVARES. Vi tænker autisme og/eller OCD. Vi elsker alt ved ham!
Den franske tjener, Passpartout, har første arbejdsdag. Han er gammel cirkusartist og brandmand og søger ro i tilværelsen. Lidet ved han, at han 12 timer efter sin ansættelse skal rejse jorden rundt. På tid!
De første 25 sider lover godt. Selvom vi er kvinder, kan vi nemlig godt sætte pris på den slags litteratur, Hans… Feminist rant incoming:
Hans Hertel, forfatter og professor i litteratur, har forfattet forordet til bogen og udgivet en artikel i Politiken om selvsamme. Vi bringer et uddrag fra bogen herunder:
Vernes verden er et mandeunivers af handlekraftige principryttere og maniske forskere. Værdierne er mod, venskab, konkurrenceinstinkt og eventyrlyst, maskeret som trang til at udføre store bedrifter og opdagelser, og det vikarierer for kærlighed og kødelig lyst.
For hvad ved kvinder egentlig om mod, venskab, eventyrlyst, store opdagelser og bedrifter? Denne perle er taget fra artiklen, der blev bragt i Politiken i 2005:
‘Jorden rundt i 80 dage’ er skrevet for drenge af alle aldre og begge køn – var jeg lige ved at påstå, men erfaringen viser, at den appellerer stærkere til han- end til hunkøn. Det er synd for pigerne, for det er Vernes vittigste og varmeste bog. Tænk at have den til gode. Velkommen i Reformklubben.
Som en kærlig fuck-finger til Hans og hans misforståede syn på kvinder (han ER født i 1939, bevares), introducerer vi derfor en føljeton af kvinder, der til trods for tidens modstand var fuld af mod, venskab, eventyrlyst, store opdagelser og bedrifter!
Første kvinde i serien er ingen ringere end Nellie Bly, journalist.
Hun er mest kendt for at lade sig indlægge på et sindsygehospital for kvinder og afsløre de miserable forhold, hvorunder de blev behandlet. Hendes afsløringer resulterede i store forandringer på området. Nellie er dog interessant i denne sammenhæng, da hun i 1889 beslutter sig for at gøre Phileas Fogg kunsten efter og rejse jorden rundt på MINDRE end 80 dage. Hun gør det alene, hvilket var uhørt for en kvinde på den tid. Og hun gør det tilmed på 72 dage og får således verdensrekorden. Undervejs møder hun Jules Verne og drikker te i hans hjem.
Læs hendes bog herunder, hvor hun beretter om jordomrejsen. Det er virkelig god læsning.
Links:
- Hans Hertels artikel fra Politiken, der indeholder forordet til bogen: https://politiken.dk/kultur/boger/art4881266/Fest-i-Drengenes-Internationale
- Nellie Bly, baggrundsartikel: http://www.magasinetudbrud.dk/2017/12/08/nellie-bly-var-ikke-en-kvinde-af-sin-tid/
- Nellie Blys bog om jordomrejsen, Around the world in 72 days: http://digital.library.upenn.edu/women/bly/world/world.html
https://soundcloud.com/leaoglotte/jorden-rundt-pa-80-dage-afsnit-1